Når institutionslivet gør skade

Det er en helt almindelig mandag morgen og klokken nærmer sig 8. Hverdagen er i gang igen, og landets børn er på vej i skole. Bare ikke E på 14 år. Hun er på vej ud til sin hest.

Nogle forældre træffer et valg for deres børn, der har betydning for hele familiens hverdag. Et valg, som skiller sig ud fra ”normen” - den norm, som også i den seneste tid har sat en samfundsdebat i gang.

Normen, der her er tale om, er institutionalisering - valget om at lade sine børn gå i dagtilbud, vuggestue, børnehave, skole.
Og i dette tilfælde skal det handle om at vælge en anden vej.

Anne Line Sørensen, der er gift med Esben og mor til tre, er en af de mødre, der har brudt med ”hamsterhjulet”, som ofte indebærer fuldtidsjob og børn i skole. Det betyder, at Anne Line pt. Går hjemme med datteren E på 14 år, som hun har hjemmeskolet siden 5. klasse. Hendes yngste datter, F på 7 år, går få timer i skole dagligt, fordi hun trives bedre med det, efter at have været hjemme dagligt hos sin mor i børnehaveårene. Men hvor nogle vælger at tage deres børn ud af institutionen af idealistiske årsager og ”fri vilje”, så følte Anne Line og hendes mand sig til sidst nødsaget til at træffe valget om at tage deres døtre hjem fra hhv. skole og børnehave på grund af mistrivsel.

*Anne Line og E på deres daglige tur ud til deres hest, Black Beauty.*

Da deres yngste datter (F) skulle starte i børnehave i København, var hendes reaktion voldsom. F, der har en mild grad af infantil autisme, reagerede udadtil og selvskadende, hvor hun f.eks. bankede sit hoved ind i væggen. Anne Line og hendes mand måtte kigge hinanden dybt i øjnene og efter at have gransket budgettet, så husstanden kunne klare sig på kun én indtægt, blev beslutningen taget; F skulle hjem. Hendes adfærd ændrede sig hurtigt til det bedre, og den selvskadende adfærd ophørte.

Samtidig havde familiens mellemste datter, E, også udfordringer i skolen, hvor hun gik i 4. klasse. Angst, depression og skolevægring var nogle af de ting, hun kæmpede med på daglig basis, og som medførte angstanfald og søvnløshed.

Det betød, at E blev taget ud af skolen og fik hjemmeundervisning af sin mor i sit 5. skoleår, hvor de boede i København. Da familien flyttede til Kalundborg året efter, startede E op på en lille skole med få elever i hver klasse, til stor succes, hvor E efter aftale med skolelederen kunne komme de timer, hun kunne overskue. Hendes lillesøster F trivedes med at komme nogle få timer dagligt i skole 4 gange om ugen.
Desværre gik E’s skole kun til 6. klassetrin, så af mangel på ønskede alternativer, kom E i hjemmeskole igen i sit 7. skoleår.

Alt imens har E fundet mentalt overskud i træningen af sin hest, Black Beauty (BB), som hun og moderen tager ud til og træner flere gange ugentligt.

Hesten er medvirkende til, at hun kan samle tankerne om skolearbejdet:

”Jeg kan ikke være i skole, hvis jeg ikke kan være ved BB. Jeg har brug for at komme udenfor og for at lave noget, jeg godt kan li’, for så at kunne lave skoleting. Det giver mig så meget energi mentalt at være hos BB, for jeg har ro her,” siger E om effekten af at være hos sin hest.

2 års pensum på den halve tid

”I 6. og 7. klasse maksede vi ud med hjemmeundervisningen. Det var en anden hverdag med skole og BB,” siger Anne Line.

Den intensive en-til-en, som mor og datter havde med kun få timers daglig undervisning om formiddagen, gav pote:

” Vi startede med at gøre det på niveau, og så er vi bare gået op, som det passede, så vi lavede halvt 7. klasse og halvt 9. klasse,” siger E om undervisningsformen, der gav hende et forspring i skoleårets pensum – uden unødige anstrengelser. ”Og så havde jeg en times undervisning, hvor det er koncentreret en-til-en i stedet for i en klasse med 20 elever til én lærer.”

Anne Line følger op; ”Så vi sad sammen og lærte biologi. Jeg ved intet om biologi. Men så kunne E komme med; ”så er det sådan her cellen hænger sammen,”… jeg skal lige tjekke, jo, du har ret! Så vi sidder og lærer sammen. Så har vi haft skruet det sådan sammen, at E har kunnet holde til det, så det har været 2x en halv time med en pause imellem og så måske en halv time mere efter det, hvis der var overskud.”

En af årsagerne til, at ærmerne blev smøget op det år var, at Anne Line vidste, at hun nok ville skulle arbejde lidt på deltid i de kommende år, for at økonomien skulle kunne hænge sammen. Hun fik nemlig afslag på at modtage tabt arbejdsfortjeneste af at gå hjemme med datteren F i sin tid, så skulle det ske igen med E, var det en god idé at være på forkant. Det viste sig dog sidenhen at blive godkendt med E’s sag:

”Jeg har været et par timer om ugen på handelsskolen og undervise, jeg mistede tabt arbejdsfortjeneste med F. Så vi har været på forkant med at have lidt ballast økonomisk. Jeg har fået tabt arbejdsfortjeneste efter sommerferien med E, så nu har vi fokus på at kombinere at lære noget skole og være ude hos BB for at få en balance i E,” siger Anne Line.

Anne Line, som har en kandidatuddannelse og havde planer om at tage en PhD, har i alt dette sat egen karriere på stand by. Selvom hun inden børnene kom hjem havde et job i en større dansk virksomhed, som viste sig at være et springbræt til en stor stilling med ansvar, så var børnenes trivsel i sidste ende vigtigere end egne ambitioner.

Nu venter 9. klasses eksamen for E, så hun kan komme videre med sin drøm med hestene og om måske i fremtiden at drive sit eget adfærdscenter.

Hvad gør man som forælder, når man står med et barn, der bliver dårlig af at komme i skole/børnehave?

Anne Line reflekterer over den svære tid, hvor der skulle tages livsomvæltende beslutninger:

”Vi har ofte ikke en god “plan-B”. En løsning på et barn, der ikke kan afleveres/passes, kræver i Danmark store omvæltninger i livet. Enten skal man sige sit job op og træde ind i en verden af lav levestandard og usikkerhed på så mange fronter - eller også må man lade barnet betale prisen. Ofte kører man den så langt ud, indtil barnet fysisk eller psykisk ikke kan mere, hvilket medfører angst eller selvskadende adfærd hos barnet - så man til sidst ikke har andet valg end plan-B.”

“Det gør virkelig så ondt at tænke på, at det er det, vi har gjort med E. Vi var ikke bevidste om konsekvenserne - og overhørte alle signaler, da vi ikke kunne se en plan-B og handlede på narrativet om, at skolen havde styr på det og arbejdede på bedring hos hende. Så vi kørte den alt for langt ud.”
*- Anne Line, mor til E*

Anne Line fortsætter: “Vi tog hånd om konsekvenserne, tog fat på plan-B og fik den eksekveret. Og stille og roligt fik vi E en smule tilbage. Ud fra den effekt vores valg af levevej havde på E, ville jeg sådan ønske at vi havde handlet før. Handlet på de små tegn og beskeder vi havde fået fra E i mange år, inden vi trak hende helt ud af skolen.”

“I dag, 4 år efter ser vi stadig konsekvenserne af en nedbrydning. E har svær angst og kæmper sig hver dag tilbage til et liv, hvor hun nogle gange ser håb om muligheder for fremtiden, selv uden en 9. klasse eksamen. Noget der heldigvis bliver mere og mere tydeligt dag for dag.”

“Mistrivsel og skolevægring har store og langvarige konsekvenser for vores børn - vores allervigtigste aktie i livet. Det allervigtigste råd jeg vil give videre til forældre er at lytte og reagere på deres børns mistrivsel. Og så må vi håbe, at jo flere der handler - og des mere opmærksomhed mistrivsel, følgevirkningerne og de samfundsmæssige konsekvenser heraf får hos medier og politikere, des flere muligheder og løsninger kan der skabes for børn med mistrivsel, og deres seje forældre bag.”